Мегастатья! - Gastronomisk udfoldning, flamingosværd og Валерия

Men, men, men... Jeg er slet ikke færdig. På trods af at jeg er havnet hos en værtsfamilie, er der ikke nogen lækker, russisk aftensmad ventende, når jeg kommer hjem fra internatet. Det første jeg blev advaret om, da jeg blev hentet fra lufthavnen var faktisk præcis, at min værtsmor ikke laver mad og ikke gør rent (med mindre det er dødeligt påkrævet). Så mit russiske eventyr er også blevet et gastronomisk eventyr! Det eneste rigtige måde at starte eventyret på, som jeg så det, var at forsøge at lave пельмени - noget som de fleste russere ikke engang har prøvet at lave fra bunden, fordi det er et kæmpe bøvl og frysepakkerne er enormt gode i forvejen. Og surprise, surprise... Det gik helt i kage, så målet er nu at finde en бабушка, der kan hjælpe mig, hvilket dog - hvis jeg skal tro, hvad der bliver sagt om russiske bedsteforældre - ikke skulle være noget problem. Herefter valgte jeg at låne en kogebog på biblioteket, hvilket gav god inspiration (jeg kan ikke få mig selv til at følge en opskrift perfekt, hvis det bare er til mig selv) til ordentlige aftensmåltider med udgangspunkt i klar suppe med kartoffelskiver og kødboller. I aften og i morgen aften står den dog på hakkebøffer med bleg sovs, da jeg ikke kunne finde nogen form for madkulør i hele det lokale supermarked.
  Sidste weekend var jeg med et par nye venner i parken, hvor en lokal organisation for frivilligt arbejde afholdte forskellige aktiviteter til ære for handicappede af forskellige afskygninger. Her var der bl.a. en danseopvisning af nogle kvinder i kørestol, mulighed for at få taget et billede med nogle husky'er og desuden nogle flamingosværd til at slå hinanden med...
  Ooog så kan der måske også lige klemmes et hundeportræt ind.

Валерия

Валерия har fået ry på internatet som en ballademager, fordi han (på trods af et pigenavn, som jeg dog muligvis bare har hørt forkert) ofte nyder en slåskamp med de andre hunde. Jeg har dog gennemskuet ham - han vil bare gøre alt for opmærksomhed. Han er nemlig i sidste ende harmløs og faktisk den, der hyler allerhøjest, hvis vi går uden for området, så han er "alene". Han er en enormt elskelig og smuk hund og måske den hund, jeg er mest overrasket over, ikke er blevet adopteret endnu.

Indlæggets frase:

"искусный повар"

(mesterkok)

Увидимся!

(Første gang, jeg nogensinde har prøvet at pumpe et bildæk med en manuel pumpe)

Мегастатья! - арбуз, маршрутка и би-2

Uha, længe siden. Masser at snakke om. Jeg ved ikke, om der er en specielt smart rækkefølge at snakke om tingene i, så det bliver lidt tilfældigt. Jeg vil dog gerne starte med et eksempel på en lækker dag i internatet oven på sidste uges down'er. Антон, een af dem, der arbejder på internatet, havde fået fat i en vandmelon og nogle poser bær, så en - efterhånden sjælden - solskinsdag skulle nydes. Og ja, den var helt sindssygt god. Folk her går meget op i meloner, måske fordi der er så vildt mange små boder på gaderne, der sælger арбуз и дыня (vandmelon og squashformet honningmelon), så at have fundet et godt sted, der sælger søde vandmeloner sættes der en ære i.

Noget andet, der ikke tages nær lige så tungt er kørslen af маршрутки (mikrobusser), som er den hurtigste - og for mange ruter eneste - form for offentlig transport. Det er ekstremt billigt at køre med bus og sporvogn, 23 rubler ligeud (ca. 2 kr.), uanset hvor langt du skal. Til gengæld skal man lige vænne sig til, at føreren både tager imod betalingen, kører bussen, snakker i telefon og samler småmønter til byttepenge. Og med det anarki, de kalder russisk vejfærdsel, går der et par ture, før man føler sig helt tilpas i een af de små busser.
  Eftersom jeg ikke har nået at få det skrevet, passer det nok fint at fortælle nu, at det lokale bryggeri d. 28 holdt 135 års jubilæum, hvilket blev fejret med fyrværkeri (det er de enormt glade for herovre til enhver officiel fejring) og en koncert af bandet, Би2, som i nogle sange lyder lidt som den russiske version af Rammstein, og i andre numre slet ikke. Det her er een af de sidstnævnte, men fandens god.

Og desuden fik jeg besøgt katteafdelingen, hvor de har udelukkende katte, måske en 30 stykker.

Indlæggets frase:

"Дорога мой дом и для любви это не место"

(vejen er mit hjem og dét er intet sted for kærlighed)

Увидимся!

(Der er ingen flugt fra Liebfraumilch)

Løbeture на Волгу

I et land hvor du kan få halvanden liter sodavand til 1,8 kr. og en stor pose chips (sour cream and onion er standarden her... nice) til ca. 4 kr. kræver det standhaftighed og disciplin ikke at vokse ud af sit tøj for ikke at sige sit værelse. En standhaftighed og disciplin, jeg endnu ikke har kunnet udvise, men som er på vej! Generelt spiser folk her ikke særlig meget, så heldigvis har de ekstra kalorier indtil videre bare hjulpet mig op på det, jeg er vant til. Men det kommer nok ikke til at holde længere, så jeg er endelig ved at have trænet mig op til at kunne komme op om morgenen og løbe ned til Волга, tage en svømmetur og løbe tilbage igen. Det er dog en smule bøvlet, da jeg altid skal have mine dokumenter på mig, hvis politiet har lyst til at se dem. Det er dog ikke sket endnu, men hvis jeg en dag lader dokumenter blive derhjemme, sker det helt sikkert...

Samtidigt med succesfornemmelsen er der dog også kommet lidt tristhed med nogle af de problemer, der opstår på dyreinternater. I går var specielt en hård dag, fordi den startede ud med, at een af killingerne var blevet syg, så vi skulle tage den temperatur, give den noget medicin og lægge den i en boks som karantæne. Imens vi gjorde det, havde den knapt nok energi til overhovedet at miav'e, så det var mest bare nogle hæse forsøg, den kunne præstere. Efter vi havde lagt den til at slappe af, opstod et nyt problem med en hund, der ofte udvikler hudlapper ved øjet. Dette havde den så forsøgt at fjerne og i forsøget kradset meget af huden omkring øjet til blodige flænger, som vi skulle forsøge at stoppe blødningen fra. Det bliver hurtigt svært, når man ikke kan/må bedøve den, og trykket, der er nødvendigt for at stoppe blødningen, ikke er specielt behageligt for hunden. Desuden er det en speciel hund, fordi den gamle mand, der bor der, (og som det første udbrød "викинги!", da han hørte, jeg var fra Danmark) har udvalgt den som sin egen hund, så den derfor går og hygger sig inden for ved kontoret og kattene, hvor de andre hunde ikke må gå ind. Så i sidste ende var det også en meget følelsesladet herre, der forsøgte at holde hunden i ro og presse bandagen fast mod såret. I sidste ende fik vi dog stoppet blødningen og fastsat en forbinding, så vi må se på mandag, om den slap for varige mén. Efter hunden kom vi dog tilbage til killingen, som nu havde endnu mindre energi, hvorfor vi forsøgte med naturens bedste medicin: varme. Jeg sad med et tæppe og to flasker med varmt vand viklet ind i dem, hvorpå vi så lagde killingen, så den kunne blive varmet op. Desuden skulle jeg massere dens ben og ører for at stimulere blodcirkulationen. Det blev begyndelsen på et tre timer langt forsøg på at redde killingen, som i ny og næ reagerede ved at løfte hovedet, men ellers ikke bevægede sig ved andet end vejrtrækning. Efter to en halv time havde den fået flere indsprøjtninger, men trak vejret svagere og svagere, så den fik noget, jeg tror var adrenalin, til at holde den i gang. Det gav dog også noget energi, så den begyndte at bevæge sig lidt igen, og jeg faktisk troede, at den måske allerede var tæt på at blive rask. En halv time senere føltes den ben dog mærkelige, da jeg bevægede dem for at holde blodcirkulationen i gang, så jeg tjekkede den vejrtrækning og puls. Der var ikke nogen af delene, så vi forsøgte at give den en form for hjertemassage til små dyr, men der skete ingenting, og livet af den lille killing, der havde hoppet friskt rundt for et par dage siden, forsvandt fra den, imens den lå i mit skød. Jo mere jeg er på internatet, jo mere respekt for jeg for de mennesker, der arbejder her. Det er i forvejen hårdt fysisk og økonomisk for dem at holde stedet kørende, men at dømme ud fra stemningen, da jeg tog hjem fredag aften, er det bestemt også en psyskisk udfordring, som ville være så uendeligt let bare at gøre som majoriteten gør og takke nej til.

Dagens ord:

"Печаль"

(tristhed)

Увидимся!

Hundeportræt - Платон и Клёпа

Puuuhh... Tid til nogle opdateringer! Een af de fedeste ting ved at arbejde længerevarende på et hundeinternat, har jeg opdaget, er, at man får god indsigt i alle hundenes forskellige personligheder, og hvordan de sammen danner et meget veldefineret hierarki med helt bestemte roller, som kun mennesker ustraffet kan negligere. Så noget af den indsigt vil jeg forsøge at dele med jer igennem (fanfare!) hundeportrætter!

Платон

Платон er en ret gammel - muligvis lidt senil - beskytter af hierarkiet, der ofte, hvis noget går ham på, vil gå i hak og gø uafbrudt i fem minutter. Eftersom han er så glad for hundehakkeordenen, er han dog også en forfærdelig hunderacist, så nærgående gadekryds er ofte en kilde til hans vrede. En vrede, der dog på trods af dens lidt højlydte manifestering, udtrykkes med en stoisk ro som alle hans andre handlinger; når man kommer hen og viser ham hundesnoren, står han helt stille indtil, han er fastspændt, hvorpå han i (for ham) raskt tempo lunter mod udgangen. På specielt varme dage er hans alder dog tydelig, da han bogstaveligt talt ikke kommer ud af hundehuset, han har udvalgt som sit, indtil solnedgang.

Клёпа

På mange måder er Клёпа modsætningen til Платои, da hun er en ung tæve, der tror på den enkelte hunds frihed og rettigheder. Det betyder, at hun ofte finder på at give Платон et møgfald for at gø for meget af de laveste i hierarkiet (hun er den eneste, der kan tillade sig at sige noget til Платон uden at få een på snuden). Hun er enormt energisk og hopper bogstaveligt talt op og ned, hvis hun får grund til at tro, at hun skal ud at gå tur, og kan selv på varme dage pludselig komme spurtende igennem gården efter en hoppebold, hun fandt på at slå til. Meget tyder på, at hun i sit hundesind har bestemt sig for, at hun er min pige, for hun bliver helt ekstremt jaloux, når jeg kælder med andre hunde, hvilket har krævet en del træning for hende at kunne acceptere.

Dagens ord:

Иерархия

(hierarki)

Увидимся!