Samtidigt med succesfornemmelsen er der dog også kommet lidt tristhed med nogle af de problemer, der opstår på dyreinternater. I går var specielt en hård dag, fordi den startede ud med, at een af killingerne var blevet syg, så vi skulle tage den temperatur, give den noget medicin og lægge den i en boks som karantæne. Imens vi gjorde det, havde den knapt nok energi til overhovedet at miav'e, så det var mest bare nogle hæse forsøg, den kunne præstere. Efter vi havde lagt den til at slappe af, opstod et nyt problem med en hund, der ofte udvikler hudlapper ved øjet. Dette havde den så forsøgt at fjerne og i forsøget kradset meget af huden omkring øjet til blodige flænger, som vi skulle forsøge at stoppe blødningen fra. Det bliver hurtigt svært, når man ikke kan/må bedøve den, og trykket, der er nødvendigt for at stoppe blødningen, ikke er specielt behageligt for hunden. Desuden er det en speciel hund, fordi den gamle mand, der bor der, (og som det første udbrød "викинги!", da han hørte, jeg var fra Danmark) har udvalgt den som sin egen hund, så den derfor går og hygger sig inden for ved kontoret og kattene, hvor de andre hunde ikke må gå ind. Så i sidste ende var det også en meget følelsesladet herre, der forsøgte at holde hunden i ro og presse bandagen fast mod såret. I sidste ende fik vi dog stoppet blødningen og fastsat en forbinding, så vi må se på mandag, om den slap for varige mén. Efter hunden kom vi dog tilbage til killingen, som nu havde endnu mindre energi, hvorfor vi forsøgte med naturens bedste medicin: varme. Jeg sad med et tæppe og to flasker med varmt vand viklet ind i dem, hvorpå vi så lagde killingen, så den kunne blive varmet op. Desuden skulle jeg massere dens ben og ører for at stimulere blodcirkulationen. Det blev begyndelsen på et tre timer langt forsøg på at redde killingen, som i ny og næ reagerede ved at løfte hovedet, men ellers ikke bevægede sig ved andet end vejrtrækning. Efter to en halv time havde den fået flere indsprøjtninger, men trak vejret svagere og svagere, så den fik noget, jeg tror var adrenalin, til at holde den i gang. Det gav dog også noget energi, så den begyndte at bevæge sig lidt igen, og jeg faktisk troede, at den måske allerede var tæt på at blive rask. En halv time senere føltes den ben dog mærkelige, da jeg bevægede dem for at holde blodcirkulationen i gang, så jeg tjekkede den vejrtrækning og puls. Der var ikke nogen af delene, så vi forsøgte at give den en form for hjertemassage til små dyr, men der skete ingenting, og livet af den lille killing, der havde hoppet friskt rundt for et par dage siden, forsvandt fra den, imens den lå i mit skød. Jo mere jeg er på internatet, jo mere respekt for jeg for de mennesker, der arbejder her. Det er i forvejen hårdt fysisk og økonomisk for dem at holde stedet kørende, men at dømme ud fra stemningen, da jeg tog hjem fredag aften, er det bestemt også en psyskisk udfordring, som ville være så uendeligt let bare at gøre som majoriteten gør og takke nej til.
Dagens ord:
"Печаль"
(tristhed)
Увидимся!
