torsdag den 1. september 2016

Hundeportræt - Платон и Клёпа

Puuuhh... Tid til nogle opdateringer! Een af de fedeste ting ved at arbejde længerevarende på et hundeinternat, har jeg opdaget, er, at man får god indsigt i alle hundenes forskellige personligheder, og hvordan de sammen danner et meget veldefineret hierarki med helt bestemte roller, som kun mennesker ustraffet kan negligere. Så noget af den indsigt vil jeg forsøge at dele med jer igennem (fanfare!) hundeportrætter!

Платон


Платон er en ret gammel - muligvis lidt senil - beskytter af hierarkiet, der ofte, hvis noget går ham på, vil gå i hak og gø uafbrudt i fem minutter. Eftersom han er så glad for hundehakkeordenen, er han dog også en forfærdelig hunderacist, så nærgående gadekryds er ofte en kilde til hans vrede. En vrede, der dog på trods af dens lidt højlydte manifestering, udtrykkes med en stoisk ro som alle hans andre handlinger; når man kommer hen og viser ham hundesnoren, står han helt stille indtil, han er fastspændt, hvorpå han i (for ham) raskt tempo lunter mod udgangen. På specielt varme dage er hans alder dog tydelig, da han bogstaveligt talt ikke kommer ud af hundehuset, han har udvalgt som sit, indtil solnedgang.

Клёпа


På mange måder er Клёпа modsætningen til Платои, da hun er en ung tæve, der tror på den enkelte hunds frihed og rettigheder. Det betyder, at hun ofte finder på at give Платон et møgfald for at gø for meget af de laveste i hierarkiet (hun er den eneste, der kan tillade sig at sige noget til Платон uden at få een på snuden). Hun er enormt energisk og hopper bogstaveligt talt op og ned, hvis hun får grund til at tro, at hun skal ud at gå tur, og kan selv på varme dage pludselig komme spurtende igennem gården efter en hoppebold, hun fandt på at slå til. Meget tyder på, at hun i sit hundesind har bestemt sig for, at hun er min pige, for hun bliver helt ekstremt jaloux, når jeg kælder med andre hunde, hvilket har krævet en del træning for hende at kunne acceptere.

Dagens ord:
Иерархия
(hierarki)
Увидимся!